Den første sprogudvikling: 5 simple Montessori tips

De første 6 år af et barns liv repræsenterer en unik og næsten magisk periode. Børn i denne alder er som små svampe, der automatisk suger ny viden til sig.

Især når det kommer til sprogudvikling er denne fase af deres tidlige liv utrolig særlig. Barnet lærer sig selv at lytte og at tale. At føre en samtale. Udelukkende ved at være en del af hverdagen omkring dem.

Montessori-metodens tilgang til at stimulere denne naturlige nysgerrighed og interesse for sprog er meget som de råd, som efterhånden er ved at være ret almindelige herhjemme.

I dette indlæg deler jeg fem enkle og effektive Montessori-inspirerede tips, der kan støtte op om børns sprogforståelse og kommunikationsfærdigheder i denne absorberende periode.

1. Brug alm. sprog (ikke babysprog)

Når vi taler til de små børn, kan det være en fordel bruge samme sprog, som man ville til et større barn.

Ved at bruge normal tale skaber vi en rigere sproglig oplevelse, der kan hjælpe med at bygge et solidt ordforråd og en grundlæggende forståelse for kommunikation.

  • Brug ‘jeg’, ‘min’, ‘mig’ osv. fremfor at omtale sig selv i 3. person
  • Brug din almindelige stemmeførsel

Specifikt sprogbrug

Brug præcise beskrivelser som “se en solsort” i stedet for generiske udtryk som “se en fugl,” osv.

Det giver barnet et større og mere avanceret sprogindtryk. Dette er en kraftfuld måde at stimulere sprogudviklingen på.

2. Italesæt hvad I laver og ser

Sproget er overalt omkring os. Vi behøver ikke særlige materialer for at stimulere sprogudviklingen.

For at give barnet ekstra input til dets sprogudvikling, kan vi talesætte de ting vi laver sammen og kigger på. Og de ting vi selv går og tænker over i løbet af dagen.

Stil spørgsmål selvom de ikke får svar (“skal vi gå en tur i parken?”) og svar selvom du ikke bliver spurgt (“jeg vil gerne en tur i parken”).

Ved at italesætter de ting I laver sammen i hverdagen. Badning, madlavning, gåture osv. giver du barnet en rig og varieret sprogoplevelse.

3. Tag ud i naturen

Masser af gode udflugter i naturen er oplagte til at skabe fantastiske sprogindtryk og kombinere sansning og sprog.

Se på træer, blomster, sten, dyr og hvad I ellers støder på. Beskriv farver, former og teksturer mens I udforsker naturen omkring jer sammen.

Ture ud i naturen kombineret med et særligt fokus på sprog styrker både ordforrådet og nysgerrigheden.

4. Læs, læs, læs sammen

Man kan aldrig læse for mange bøger!

Hav bøger stående fremme, som barnet selv kan kigge i. Og så det selv kan tage initiativ til at få læst højt.

Besøg bibliotekerne omkring jer og lån masser af bøger af forskellig slags. Både de gode historier og de gode børnefagbøger.

Lydbøger kan også være gode, men sørg for at der også er masser af hyggelig højtlæsning fra barnets tætteste relation.

Højtlæsning hjælper med at udvide ordforråd og er et af de vigtigste fundamenter for senere læsning.

5. Syng og leg

Sange og sanglege er fantastiske for sprogudvikling og noget langt de fleste børn elsker.

Syng to og to, syng for dig selv når barnet er i nærheden og syng sammen i større fælleskaber.

Rytmerne og gentagelserne i sange giver mange gode indtryk. Og de hjælper med at opbygge lyttefærdigheder og ordforråd.

Du behøver på ingen måde at kunne synge perfekt, før sang i hjemmet giver mening. Lige præcis din stemme er den vigtigste for dit barn.

Den første sprogudvikling

Gem avancerede lege, materialer og bogstavslege til senere.

Små børn suger sprog til sig. Tal almindeligt til dem og syng også masser af sange sammen. Det giver et rigere sprogindtryk og fremmer både ordforråd og forståelse.

Den første sprogudvikling kræver absolut ingen særlige materialer.


Udgivet

i

,

af

Tags: